Journalist jubler over højreekstremist

Se her hvorledes en dansk journalist jubler over at Barack Obama - en person der er så ekstremt højreorienteret at han aldrig ville blive lukket ind i et dansk parti - vinder valget i USA.

Et skud mod boven om ideen om det røde DR?


link

P1 - kaffeklubben - nu på skrift

Kim fra Uriasposten har været så flink at transskribere de første 20 minutter af min debut på national radio.
Her kommer en frisk kopi, så I slipper for at læse hans rablerier om hvordan man er en satan hvis man kalder ham en racist, blot fordi han mener man ikke kan stole på de dersens kujonagtige arabere, der i øvrigt bør udryddes..:


Irene Manteufel, P1-vært: Velkommen til Kaffeklubben på P1. Jeg hedder Irene Manteufel. Dagens gæst synes at Ungdomshuset på ungdomshusets egne præmisser er en nødvendighed, og han kan godt forstå der bliver demonstrereret for det. Han synes også det er tiptop at Danmarks Radios generaldirektør tager på Roskilde Festival med en Ungdomshus t-shirt på. Og så mener han desuden at Danmarks Radio har bragt et borgerligt propaganda-indslag mod selvsamme ungdomshus, og at vi ikke reelt har ytringsfrihed i Danmark… og gæsten hedder Allan Lindemark, han har bloggen Mavepusteren, og den er et modspil til det han kalder det officielle Danmark, og en modvægt til det store antal meget læste borgerlige blogs der dominerer i bloggossfæren (intro).

Irene Manteufel: - og gæsten hedder Allan Lindemark. Han har bloggen Mavepusteren, og den er et modspil til det han kalder det officielle Danmark, og en modvægt til det store antal meget læste borgerlige blogs der dominerer i bloggossfæren. Velkommen til dig Allan Lindemark.

[…]

Allan Lindemark, Mavepusteren: Da jeg først startede med at blogge - det var imod, i protest over hvad man ser på nettet ligenu - de allerstørste blogs i Danmark, de er meget højreorienterede, tenderende til, ja, ekstremistiske… (vejer ordene, men afbrydes).

Irene Manteufel: - Uriasposten… for eksempel.

Allan Lindemark: Uriasposten, Polemiken og de har flere tusinde besøgende - i hvert fald, og et livligt forum hvor der ofte blev opfordret til vold og had mod anderledes tænkende, og religiøse minoriteter. Ehm, og jeg så mere og mere de her blogs, de er sådan, de kom ind i politik, de fandt et eller andet, det sidste var Kenneth Plummers t-shirt, så gik der et par dage, og så kom DF med et forslag der lignede på en prik. Ehm, jeg kunne ligesom se denne her fødekæde, og så fik de ret, og pressede en eller anden person til at sige undskyld. Så det var et forsøg på at give en mavepuster til det jeg vil definere som det officielle Danmark, på trods af, at de gør meget for at virke oprørske. For at virke som om - det er ikke os der styrer, i virkeligheden er der stadig en 68′er-retorik der ligger som en dyne over os alle. Sådan er det jo ikke - det officielle Danmark styrer med hård hånd, og bloggen er et forsøg på et lille opråb.

Irene Manteufel: Men altså, det er et opråb mod den ekstreme højrefløj, men altså, hele det officielle Danmark, altså, Helle Sjelle er vel også en del af det du kalder det officielle Danmark - hun går ikke ind for vold.

Allan Lindemark: He he, nej, men hun bliver støttet af vold. Ehm, hun får sit parlamentariske grundlag fra de her personer, som nærer meget tætte kontakter med personer som går ind for vold, eller i hvert fald, ikke har noget problem med at de skriver kommentarer på deres blogs. Ehm, nu skal jeg ikke sige noget som helst man kan hænge mig op på, men der var en fødekæde af propaganda op igennem systemet, og det var et forsøg på at starte en anden vej rundt, en der går den anden vej.

Irene Manteufel: Hvordan synes du det går for den modsatte fløj? For venstrefløjen i det hele taget, på nettet.

Allan Lindemark: Nu er det jo ikke fordi venstrefløjen er teknologiforskrækket, men der er ikke samme - nu skal man jo også lige have i mente, at der findes, jeg ved ikke hvorfra de kommer, men lige siden nettets indførelse så har der været tusindvis af højrerabiate mennesker der er her ude, der skriver de mærkeligste ting, også med at blogge, men vi har slet ikke det samme på venstrefløjen, vi har ikke den samme fødekæde, vi har ikke græsrødder der sidder der ude og skriver.

Irene Manteufel: Hvorfor tror du det er sådan?

Allan Lindemark: Jeg tror virkelig - jeg har tænkt over. Jeg tror at det kan komme. Jeg tror det skyldtes, at der skal være nogen at gøre oprør imod, og jeg tror de sidste par år der er en tendens til, der er kommet humanisme.dk, der er kommet Modspil.dk, de stiger, og der kommer flere og flere. Jeg tror folk er ved at indse, at det her er sådan en kanal man kan bruge til at influere. En anden ting kan være at politikerne ikke bruger det. Man ser ikke på samme måde at Enhedslisten eller SF tager de her ting, som popper op, og bringer det videre i systemet, og brokker sig.

Irene Manteufel: - Eller finder nogen venner, som kan sidde og skrive det for dem.

Allan Lindemark: He he. (overraskes over medvinden i studiet).

Irene Manteufel: - Det er jo også en mulighed - Det er det i hvert fald. Hvorfor gør du ikke det Rune Lund?

Rune Lund, Enhedslisten: Jeg tror det er fordi, den måde man traditionelt organiserer sig på venstrefløjen, er at man laver et komsammen, og det at skrive en blog, er meget noget man gør som ensom ulv, ensom cowboy, og derfor har det været mere indlysende for højrefløjen, at gribe fat i den måde at kommunikere på - før venstrefløjen. Og grunden til at jeg så tror venstrefløjen er ved at komme efter det, og vil komme efter det, og forhåbentligt også overtrumfe højrefløjen - det er mit fromme ønske, det er at vi jo på venstrefløjen er begyndt at udvikle fællesskaber over nettet, og organisere os over nettet frem for en mere traditionel organisering hvor man mødes til et møde og snakker og diskuterer, jeg tror det er det der er grunden til at venstrefløjen er kommet langsommere fra start på nettet.

Irene Manteufel: - Morten Østergaard.

Morten Østergaard, Det Radikale Venstre: Jeg tror faktisk det handler en lille smule om, og så kan man lide det eller ej, men jeg tror det handler om at den venstreorienterede, også den yderste venstrefløjs opposition har været en del af billedet i mange år, og der er demonstrationer, og det er man sådan set vant til, at der er en plads, at der er en accept af det, hvorimod jeg tror at den yderste højrefløj - de gemmer sig, forstået på den måde, at de tør ikke, når de bestrider almindelige stillinger rundt omkring, de tør ikke stille sig end på Rådhuspladsen med et stort skilt hvor der står: ‘Udlændinge ud’, eller sådan noget i den stil. Der er man meget mere anonym, og meget mere gemt bag et navn, et bloggernavn som ikke direkte refererer til at man sådan set sidder som ganske almindeligt bankfuldmægtig, eller hvad det var ham fra Den Danske Forening, som, eller ikke engang - hvad hedder de, Dansk Front, som endte med at miste sit job. Og det tror jeg i virkeligheden… (afbrydes)

Irene Manteufel: - Du mener det er fordi deres holdninger er mere lyssky.

Morten Østergaard: Jeg tror simpelthen de er mindre villige til at stå ved med deres eget navn og ansigt - en stor del af dem, end venstrefløjen typisk vil være, og der er bloggossfæren måske et sted hvor man nemmere kan gemme sig. Og det kan man så sige måske er et udslag af… det som mange kalder politisk korrekthed, hvad man kan mene om det som man mener, men nu har jeg selv en blog også inden hos Urban, og hvis jeg skriver en gang imellem lidt om udlændingepolitik, så kigger de også forbi - de der - så får man en svada, hvor (afbrydes).

Irene Manteufel: - De der?

Morten Østergaard: Det er dem fra Uriasposten og den slags ting ik’ - Ehm, og ehm, hvor jeg bare tænker, at jeg trior bare der er mange af dem, der ikke vil stille sig op foran deres arbejdsplads med den holdning på et skilt. Altså det tror jeg ikke, man ville, på samme måde som det måske ville være mere naturligt for folk at stille sig op og sige: ‘Jeg er socialist’, eller ‘Ti ungdomshuse’, eller hvad der.

Irene Manteufel: Tror du?

Morten Østergaard: Det tror jeg bare. Det er så min teori.

Irene Manteufel: Er det mere stueren at stille sig op og sige man er socialist?

Morten Østergaard: Ja.

Helle Sjelle, Konservativ: Det tror jeg ikke det er, og det har man jo kunnet se i forhold til de her demonstrationer der har været. Der har folk, netop fra den yderste venstrefløj maskeret sig i stor stor stil, i forhold til at netop ikke turde stå frem med deres åbne ansigt og ligesom vise hvad det var for nogle mennesker, som demonstrerede imod det ene eller det andet. Og det er faktisk en af de ting som jeg synes har været et stort problem, det er at folk netop ikke tør stå ved de holdninger, og det har især været den yderste venstefløj, hvorimod når man har set den yderste højrefløj, som jeg iøvrigt også tager afstand fra, selvom man prøver på at sige, at det også er dem der støtter regeringen. Ehhh.

Irene Manteufel: - Det sagde Allan Lindemark, for eksempel.

Helle Sjelle: Jamen jeg siger bare, at man prøver på at sige det, at de har da i højere grad stået frem uden masker og andet, så derfor køber jeg egentligt ikke den der præmis med at det er højrefløjen der i højere grad gemmer sig end venstrefløjen, fordi jeg synes man meget tydeligt har kunnet se, at der i hvert fald er nogle mennesker som ikke ønsker at stå åbent frem på, og stå ved de holdninger de har, også på den yderste venstrefløj. Jeg synes det er uanset om det er den yderste venstrefløj eller den yderste højrefløj, om man går ind for nogle ting som vold eller andet, det tager jeg eksempelvis afstand fra.

Allan Lindemark: Man skal også tage ind i billedet, at på den yderste højrefløj har man hvad der jo vel defineres som ulovlige meninger. Altså, hvis man har fået nogle af de kommentarer, så kunne det jo godt være at nogle af dem, altså - hvis der var en politiker som kom med det, så var de blevet meldt for racismeparagraffen med det samme. Så jeg tror også det er en af grundene til at det lever i det skjulte.

Helle Sjelle: Jeg tror også man bliver nødt til at sige, at vi har jo også en lovgivning, som faktisk er med. En over hvad vi egentligt kan tillade os at sige, vi har nogle meget vide rammer for vores ytringsfrihed, men selvfølgelig er der i sidste ende også nogle rammer for hvad man eksempel må prøve på at dæmonisere andre grupper, her i samfundet, på baggrund af deres religion, eller deres etnicitet.

Irene Manteufel: Allan Lindemark. Vi skal tilbage til din blog, Mavepusteren - du har skrevet et indlæg på bloggen der hedder DR - den borgerlige propagandakanal, og ehm, og når du lige har taget en lille tår te, vil du så lige læse det.

Allan Lindemark: Ja… DR - Den borgerlige propagandakanal. Man skal høre en del om DR’s venstreorienterede bias før ørene falder af, og der er da også flere bloggere som stort set ikke laver andet end at brokke sig over de røde lejesvende. Personligt mener jeg ikke, tv-kanalen er specielt til nogen af siderne, men det er jo altid svært at bevise. Hvorledes påviser man afbalanceret og viser begge sider, når alt man har er tre-fire videnskabelige undersøgelser. Den slags preller jo af på højrefløjen, der blot begynder at vræle op om, at deres holdninger og enlige eksempler er mindst ligeså meget værd som undersøgelser over lang tid. Iøvrigt samme mentalitet der gør det umuligt at diskutere indvandrerpolitik sammen med dem. Anyway, jeg sad i en bil på vejen til København, da en stemme tonede frem på DR’s P4. Studieværten benyttede sin taletid til et lille borgerligt-inspireret propaganda-nummer. Det var de altid udskældte unge på Nørrebro der fik en på hatten, eftersom de fleste ved at SF og Enhedslisten er de eneste partier der støtter de unge i retten til et nyt hus, så var det jo et håndgribeligt bevis. Desuden blev jeg harm, og også lidt sur over indlægget, hvilket også er et godt tegn på at noget er borgerligt, eller direkte højreorienteret. Min harme blev dog mildnet af, at Monica Krog- Meyer, der var bagkvinden, gladeligt sendte mig en afskrift af hendes tale.

Irene Manteufel: - og den startede så, hvis bare du vil læse det første af Monica Krog-Meyers monolog i radioen.

Allan Lindemark: Åhh, Nørrebro. Midt i 200-jubilæet for Københavns Bombardement blev byens gader ramt af et moderne bombardement. Brand og hærgen i gaderne, ligesom dengang i 1807 - heldigvis var ødelæggelserne ikke så voldsomme som dengang, og kun tilfældigheder forhindrede at mennesker kom til skade, og bygninger brændte.

Irene Manteufel: - Og så fortsætter hun så i et længere indlæg.

Allan Lindemark: - Og så fortsætter hun med at sammen… (afbrydes).

Irene Manteufel: - Det der skete ik’.

Allan Lindemark: Ja, og sammenligne det der skete, hvor flere hundrede mennesker døde, med det vi ser på Nørrebro lige nu. Ehh, og min slutkommentar til det var at: At sammenligne de unges kamp for et ungdomshus til at understøtte en kreativ social gruppering, med et morderisk bombardement af København, hvor hundredevis døde, som at anklage alle der støtter sagen, for at støtte vold, er klassisk højreorienteret propaganda, i din statsfinansieret radio mandag eftermiddag. Nogen burde gøre noget.

Irene Manteufel: Hvad mener du med klassisk højreorienteret propaganda, Allan Lindemark?

Allan Lindemark: Vi har hørt en masse af gange Fra V og K og DF, at hvis man støtter Ungdomshuset, så støtter man også vold, fordi der er nogen der støtter Ungdomshuset der benytter vold. En anden tendens af den her fuldstændig hysteriske tone der er, når man omhandler de her optrædender der har været - der er ikke nogen der seriøst kom til skade, der har ikke været noget, andet end materielle skader, og alligevel så bliver man, de kaldt voldspokaler (?) og man sammenligner det med terror, og det er jo direkte farligt nu om dage, hvis man bliver anklaget efter terrorparagraffen, så skal man ind og bure i seks år.

Irene Manteufel: Monica Krog-Meyer benytter udtrykket terror.

Allan Lindemark: Ja, og fair nok - det er selvfølgelig skidt at der er nogle der er ude og lave den slags i gaderne, men det er jo er helt opskruet. Det har ikke noget med virkeligheden at gøre. Det er jo ikke det der sker lige nu. Det er jo ikke noget med at personer er flyver ind i et højhus og 3000 mennesker dør, det har ikke noget med sagen at gøre.

Irene Manteufel: Du hører Kaffeklubben. Hvad mener I om Allan Lindemarks udlægning af klassisk højreorienteret propaganda? Morten Øster…

Morten Østergaard: Nu får jeg lige knyttet an til, jeg synes også man skal være afbalanceret, så kan man måske godt sætte sig ind i, at for dem der bor på Nørrebro, er det måske ikke en super-situation at den her kamp foregår, og selvom det så er materiel skade, så kan det jo være træls nok, når man bor der, og der synes jeg bare at, hvis man vil have et afbalanceret synspunkt, så skal man også leve sig ind i, at det ikke er optimalt for børnefamilierne på Nørrebro, at man skal zigzagge mellem udbrændte containere i ny og næ. Men i forhold til det med propagandaen, så synes jeg ligesom, det bliver en trættende diskussion, det der med at vi sådan set hele tiden går i meta i forhold til den journalistik der er, og det gælder uanset om det er den ene eller anden vej. Jeg tror sådan set at dem der lytter, er udemærket i stand til at høre hvornår de får noget der sådan er meningsbaseret og hvornår de ikke gør, og ind i mellem kan jeg da også høre noget - det var da en udlægning som de bliver glade for i den borgerlige regering, eller hvad det nu er, hvor man ikke synes det rammer den tone man lige vil have, men jeg tror bare, at det ender med at både journalisterne og alle mulige andre bliver bange for deres egen skygge hvis de hele tiden sådan skal være, at man hele tiden bagefter skal hæve sig op, og sige nåh ja, sidste gang der sagde jeg hvis noget som nogen syntes var socialdemokratisk, nu må jeg hellere give den et lidt mere borgerligt ‘ring’ den her gang. Ehm, jeg synes den her diskussion om røde og blå lejesvende, den bliver lidt trættende, og dækker egentligt over en ofte substansdiskussion.

Irene Manteufel: Men der er rigtig mange der ikke er trætte af den - den er jo meget standende kan man sige, også i alle de henvendelser Danmarks Radio hele tiden får. Hvad siger du?

Helle Sjelle: Jeg er faktisk et langt stykke hen ad vejen enig med Morten Østergaard i det her. Jeg synes ikke det handler om at Danmarks Radio er venstreorienteret eller højreorienteret på nuværende tidspunkt. Jeg synes det i højere grad handler om at man er velorienteret som borger når man sidder tilbage og har lyttet til Danmarks Radio, at man ikke er mere forvirret end man var da man egentligt startede med at lukke op for radioen eller for fjernsynet. Så jeg vil også gerne støtte den tanke om at man kommer lidt væk fra at diskutere om man nu er, om Danmarks Radio er højre- eller venstreorienteret.

Irene Manteufel: Men hvis vi nu lige præcis tager det her indlæg som Allan Lindemark synes er højreorienteret propaganda, i og med det sammenligner Ungdomshus-aktivister med bombardementet af København og med terror.

Helle Sjelle: Man kan måske diskutere om det er det rette at sammenligne det direkte med det bombardement der skete den gang, det vil jeg da gerne medgive, men ligesom der også er andre der har været inde på her, så er der jo ingen tvivl om at de mennesker der bor på Nørrebro, de synes det er skrækkeligt i øjeblikket, at være udsat for de ting de bliver udsat for, på grund af Ungdomshuset og på grund af de jo egentlig oplever en verden hvor at de ikke synes det kan være meningen at man skal demonstrere på den måde for at få et ungdomshus. Så jeg kan godt forstå der sidder nogle mennesker, der mener det efterhånden må høre op, og findes nogle løsninger på det her. Men derfra og til at sammenligne det med et bombardement, det er lige voldsomt nok.

Rune Lund: Der er ingen tvivl om at det er en rigtig dårlig sammenligning. Et terrorbombardement hvor der dør omkring 1000 mennesker, det er ikke det samme som at der bliver smadret ruder på Nørrebrogade, selvom det er langt ude, og der blev smadret ting på Nørrebrogade og Nørrebro blive raseret på den måde. Men jeg synes at de diskussioner omkring Danmarks Radio er utrolig vigtig, og jeg synes det er lidt spil for galleriet, specielt at en repræsentant for et af regeringspartierne mener den her diskussion er vigtigt, for i øjeblikket bliver der jo kørt en kampagne imod Danmarks Radio for at være for venstreorienteret, og den har kørt i årevis. Og den har faktisk kørt så længe at det er lykkedes at få Danmarks Radio til at indføre en høj grad af selvcensur, og jeg kan mærke det bare de to et halvt år jeg har siddet i Folketinget, at journalister generelt, ikke kun Danmarks Radio er blevet mere bange for at lave såkaldte venstreorienterede vinkler, som tit i virkeligheden bare er kritiske vinkler…

Ekstremistisk højrefløj i selvsving over Selvsving!

Højrefløjens tese om de røde lejesvende på DR har nået nye absurde højder. Ikke nok med at den ekstremistiske del af DRs bestyrelse brokker sig over at de får mundkurv på af bestyrelsesformanden(en mundkurv de burde få, hvis ikke en fyreseddel var mere korrekt), nu er næste mål satire på DR!. Venstre ungdom og Kim Møller fra Uriasposten fører an.

Glemt er naturligvis "kampen for ytringsfrihed" som blev før for at forsvare "satiretegninger", nu er det den venstreorienterede propaganda-satire der står for skud. Mere præcist programmet Selvsving på P3 og et teater i Århus. Som Uriaspostens Kim Møller skriver:
"Problemet med den politiske satire herhjemme på teatrene og på DR (Selvsving, Tjenesten) er at den er fuldstændigt ensrettet."

Kulturkampen og kampen mod ytringsfriheden skal føres på alle felter. Jeg er sikker på at Ole Hyltoft snart hyler højt om den venstreorienterede propaganda-satire. Glemt er naturligvis alle Poul Nyrup-angrebene der i ti år strømmede ud af DR. Nu skal ytringsfriheden bekæmpes med alle midler - teater skal fratages støtte og satirikerne skal rette ind.
Det er naturligvis satirens angreb på magthaverne der er dens fornemmeste funktion. Tak til Selvsving og Tjenesten for deres indsats, både mod Nyrup og mod Anders Fogh. Lad os håbe Kenneth Plummer snart træder i karakter og ikke konstant er en stor undskyldning. Og lad så ytringsfriheden leve, Kim Møller, dobbeltmoralen råber til himlen.


link til højrefløjens konstante og vedholdende kamp mod ytringsfrihed

apropos..

Mere højreorienteret propaganda på DR.

link

Mavepusteren går i luften..på P1(!)

Hvis du lytter til P1 imorgen kl 10.00, så kan du høre den ene halvdel af mavepusterne debattere med tre folketingsmedlemmer. Det sker i Kaffeklubben på P1, hvor Irene Manteufel styrer debatten der omhandler aktuelle emner. Der er lidt om ytringsfrihed, DR som borgerlige lejesvende og den famøse Kenneth Plummer T-shirt affære.

Fra Irenes blog om programmet:

"Hvad sker der i en studieværts hoved når det regner, og hun bliver tilbudt at låne en paraply, der er rød med tre gule prikker på? Og hvad bør der ske? Hvad bør der ikke ske? Hvad bør hun gøre?

Jagten på de røde lejesvende er heftig, og nogle lugter vist blod….Set i det lys diskuterer Kaffeklubben bl.a. paraply-historien i morgen. Jeg ved ikke om jeg skal kalde det et dilemma? Nogen vil mene, at det bør være det!"

Så åbn for P1 imorgen kl 10.00-11.30 eller tjek podcasten ud. Programmet bliver desuden genudsendt om aftenen kl 20-2130.

link til kaffeklubben på P1

Ytringsfrihed er kun for de korrekte meninger.

I nogle lande er det forbudt og man bliver korsfæstet og fyret hvis man tegner en Mohammed-tegning. I Danmark bliver man offentligt korsfæstet og truet med fyring hvis man går rundt med den forkerte t-shirts i sin fritid.

Ytringsfriheden og meningsfriheden har hårde kår i Danmark. Og Dansk Folkeparti er den største trussel.

link til kampen mod ytringfrihed

DR - den borgerlige propaganda-kanal.

Man skal høre en del om DRs venstreorienteret bias, før ørerne falder af, og der er da også flere bloggere der stort set ikke laver andet end at brokke sig over "de røde lejesvende".
Personligt mener jeg ikke kanalen er specielt til nogen af siderne, men det har været svært at bevise. For hvorledes påviser man "afbalanceret" og "viser begge sider", når alt hvad man har er tre-fire videnskabelige undersøgelser? Den slags preller jo af på højrefløjen, der blot begynder at vræle op om at deres holdninger og enkelt-eksempler er mindst ligeså meget værd som undersøgelser over lang tid. I øvrigt samme mentalitet der gør det umuligt at diskutere indvandrerpolitik med dem.

Anyway, jeg sad i en bil på vej ind i København da en stemme tonede frem på DR-P4. Studieværten benyttede sin taletid til et lille borgerligt inspireret propagandanummer. Det var de altid udskældne unge på Nørrebro der fik en på hatten, og eftersom de fleste ved at SF og Enhedslisten er de eneste partier der tør støtte de unge i retten til et nyt hus, så var der jo et håndgribeligt bevis. Desuden blev jeg harm og lidt sur over indlægget, hvilket også er et godt tegn på at noget er borgerligt eller direkte højreorienteret.

Min harme blev dog mildnet af at Monica Krog-Meyer, der var bagkvinden, gladeligt sendte mig en afskrift af ene-talen:

Å_NØRREBRO

Midt i 200 års jubilæet for Københavns Bombardement, blev byens gader ramt af et moderne bombardement. Brand og hærgen i gaderne, ligesom dengang i 1807. Heldigvis var ødelæggelserne ikke så voldsomme som dengang, og kun tilfældigheder forhindrede at mennesker kom til skade og bygninger brændte.

Men igen måtte små næringsdrivende se deres forretninger smadret, og igen blev beboerne skræmt fra vid og sans.
For nogle er dette dråben - nu vil de væk fra Nørrebro!
Nu må de sidste lalleglade støtter til at skaffe de unge et nyt ungdomshus da have opgivet den plan!

Uanset hvilken uretfærdighed de unge er blevet udsat for gennem tiden, af politi og myndigheder er der intet der berettiger til den terror, der ramte Nørrebro lørdag nat.

Var det så bare en kamp for de store politiske visioner?

Var det så bare en kamp for at regering og statsminister skal afspejle virkeligheden i stedet for at drive spin med befolkningen?

Var det så bare en kamp for menneskelig retfærdighed, for at stoppe væksten i fattigdom herhjemme!

Men det er det ikke!

I en verden, hvor mennesker dør af sult - faktisk et menneske hvert 4. sekund - vælger blomsten af Danmarks ungdom at kæmpe med vold, ødelæggelse og terror i gaderne - for et få et hus!

Da jeg var ung råbte vi: Første maj! I dag råber de: mig først! eller: Hokus-pokus - mig i fokus

Borgerne på Nørrebro gruer for de næste dage, som københavnerne frygtede englændernes bombardement i 1807 - enhver tolerance og forståelse er forsvundet i røgen af gadens bål.

Helt ærligt: få et liv - og lad de andre leve deres - i fred og ro.

At sammenligne de unges kamp for et ungdomshus, til at understøtte en kreativ og social gruppering, med et morderisk bombardement af København med hundredevis af døde, samt anklage alle der støtter sagen for at støtte vold er klassiske højreorienteret propganda. I din statsfinanserede radio, mandag eftermiddag.

Nogle burde gøre noget!.

Banan-republikken Danmark.

Email fra Brian Mikkelsen til Hans Nissen - generalsekretær i DR:

Mail fra Brian Mikkelsen.

Til formand for DR's bestyrelse Jørgen Kleener.

Dato 25.03.2003

Kære Jørgen

Blot til orientering så blev DR's dækning af regeringen og specielt Irak krigen taget op på ministermødet i dag, først under morgenmaden af mange ministre og dernæst under det formelle møde.

Der er meget stor utilfredshed med DR's dækning, som er meget ensidig - de har specielt set sig sure på et par kvindelige værter og Ole Sippel (som mange nævnte som ekstrem i sine udtryk mod koalitionen)

Det kom derhen til at udenrigsministeren mente at vi ikke burde privatisere TV2 som var fair i Irak dækningen, men snarere DR.

Netop det forhold er det stærkeste borgerlige argument mod privatiseringen af TV2.

Mange borgerlige mener at vi burde privatisere DR, som er anti regeringen, mens de ikke forstår at vi privatiserer TV2, som er positiv overfor regeringen.

Jeg ved godt, at det er svært for dig - i morges var jeg så i skudlinien, for det var pludseligt mit ansvar - men du skal have besked om regeringens holdning.

Jeg nævnte henvendt til statsministeren, at jeg løbende havde en fortrolig dialog med dig om tingenes tilstand. Og jeg havde indtryk af at bestyrelsen og Nissen tog det meget seriøst, men at problemet lå hos Lisbeth Knudsen.

Mvh. Brian

Det kan man da kalde hands-on statsstyring!

link til lovbruddet.

DR presset til positiv dækning af Irak-krigen

Man kan godt undre sig over de danske nyhedsmediers dækning af Irak-krigen. At der ikke har været flere kritiske repportager om tortur og overgreb på civilbefolkningen. En forklaring kan naturligvis være at "de danske soldater er nogle engle" og at "Basra er en fredelig region". En anden kan naturligvis være at regeringen har truet nyhedsmedierne til tavshed.

Det sidste er nu blevet påvist efter at en afslørende email af kulturminister Brian Mikkelsen er kommet frem. Her truer han DR og visse navngivne journalister til at dække Irak-krigen mindre kritisk. Et klokkeklart lovbrud, der desværre først kommer frem nu. Skaden er sket og den danske befolkning er blevet vildledt - således mener et flertal af den danske befolkning stadigvæk at de danske soldater har gjort gavn i Irak. Noget man skal leve i en glasklokke bestående af lalleglade danske nyhedsmedier for at tro på.

At Brian Mikkelsen forsøger at dække sig ind under "ytringsfriheden" er komisk, men jo et klassisk eksempel på højrefløjens forsøg på at dække sig ind. Formoder også at Brixtofte snart hævder at han blot benyttede sin ytringsfrihed når han bestilte dyre vine og bestak vennerne.

link til korruption og magtmisbrug af værste skuffe

DR har en afbalanceret og politisk neutral dækning.

Ja, det er ihvertfald hvad alle de videnskabelige undersøgelser jeg har kunne finde på nettet påviser. Så drop nu bare jeres paranoia, kære regerings-fanboys.

link til påvisning af DRs nuancerede dækning af politik

god gennemgang.

DRs ombudsmand har gennemgået kritikken af dokumentarfilmen "Den hemmelige krig" og han har mange gode pointer. Læs løs:

Krigen om troværdigheden

26. jan. 2007 15.08 Klumme

”Min klare opfattelse er, at Danmarks Radio har et meget, meget stort troværdighedsproblem i hele denne her sag”, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til Berlingske Tidende torsdag den 25. januar.

Udfaldet er den foreløbige kulmination på den kritik, der i løbet af de seneste otte uger er blevet rettet mod dokumentarfilmen ”Den hemmelige krig” og TV Avisens følgende dækning. Regeringschefen understregede: ”...jeg jamrer ikke over, at både Danmarks Radio og andre er kritiske over for den til enhver tid siddende regering, for det er deres opgave...”

Med andre ord: Det er måden, den er helt gal med. Den er ikke ”...balanceret og nuanceret og objektiv i sin måde at være kritisk på,” forklarede Anders Fogh. Han efterlyste på den baggrund, at Danmarks Radio ser kritisk på sig selv.

Som DRs programchef for etik og klagesager er det en del af mit job at sikre, at DR forholder sig til seriøs kritik. I dagligdagen handler det mest om den kritik, der kommer fra andre end ministre - men jeg gør ikke forskel på folk. Det er min opgave at gå til generaldirektøren og DRs bestyrelse, hvis jeg mener, at DR er på afveje, når det gælder redelighed og troværdighed.

Er DR så helt på afveje i denne sag? Nej, det mener jeg ikke. Og i hvert fald ikke i det omfang, statsministeren taler om. Påstandene om de lange rækker af faktuelle fejl holder ikke for en nærmere prøvelse. Det siger jeg ikke for at bortforklare de fejltrin, der har været. Der har bestemt været nogle undervejs - lige fra det særegne lanceringsforløb til et par upræcise formuleringer i selve dokumentaren - og et par fejl i den seneste uges omtale af diskussionerne i TV Avisen. Jeg skal komme tilbage til enkelthederne. Men fejlene og udeladelserne er ikke af en karaktér, der gør det berettiget at tale om hverken fusk eller grov manipulation.

I den hede debat om filmen har der været en tendens til at misbruge DRs indrømmelser af mindre fejl. ”DR erkender fusk”, hedder det efter en mindre rettelse om en tekstning. Det er vel den slags erfaringer, der har fået mange til at konkludere, at det er bedst at afvise enhver kritik. Men trods muligt misbrug af selv den mindste indrømmelse vil det i det lange løb give den højeste troværdighed, hvis man retter sine fejl. Det er ikke nogen tilfældighed, at nogle af verdens bedste aviser har modet til at bringe en lang daglig spalte med fejl og rettelser!

Der er mange detaljer i den aktuelle kritik af DR. Det flyver med flag, citater og påstande. Derfor er det relevant at minde om, hvad selve filmen - ”Den hemmelige krig” - faktisk handler om.

Den beskriver nogle af de problemer, som Danmark havnede midt i, efter at et stort flertal i Folketinget i december 2001 havde sagt ja til at sende danske specialtropper i kamp i Afghanistan. Dengang lovede den nytiltrådte regering, at Danmark og USA ville overholde Genéve-konventionerne. USA distancerede sig imidlertid allerede i starten af 2002 fra den fulde overholdelse af konventionerne. Det satte Danmark i en vanskelig situation. Dokumentarfilmen kaster et kritisk lys på, hvordan regeringen håndterede dette problem:

De danske specialstyrker blev i 2002 indkvarteret i Kandahar - tæt ved en meget omtalt amerikansk fangelejr. Dokumentaren sandsynliggør, at der fandt fangemishandlinger sted i Kandahar, og at mange fanger blev sendt videre til Guantanamo. De danske troppers overlevering af 31 afghanere til amerikanerne den 18. marts 2002 beskrives nøje ved hjælp af dokumenter, fotos og interviews med en række øjenvidner - herunder en amerikansk journalist fra AP. Den fremlagte dokumentation tyder på, at de 31 blev mishandlet. Det beskrives også, hvordan de danske myndigheder først gradvist giver fuld besked om, at der har været en egentlig overdragelse af fanger til amerikanerne. En ledende amerikansk forhørsleder omtaler samtidig flere fangeoverleveringer end dem, den danske regering har oplyst. Der leveres ingen fældende beviser herfor, men af filmen fremgår det, at forsvaret ikke er i besiddelse af den ellers meget omhyggelige registrering, der blev foretaget af samtlige danske fanger - og som kunne have afklaret dette væsentlige spørgsmål. Endelig refererer filmen et par juridiske eksperter, der er meget kritiske over for regeringens håndtering.

Hvis statsministeren mener, at enhver udsendelse i DR skal være ”balanceret og nuanceret” er det klart, at Christoffer Guldbrandsens film ikke kommer ind blandt favoritterne. Det er en film, der fra starten har sat sig for at være kritisk over for magthavernes forklaringer. Den pirker til det officielle glansbillede og prøver at komme ind bag facaden. Og den er i sit udgangspunkt skeptisk over for myndighederne. Netop den indstilling er der brug for i sager som denne, hvis man ikke vil nøjes med pressemeddelelserne og de officielle forklaringer.

Det kan ske, at den slags journalistik går galt i byen. At den ender med at tegne et falsk billede af virkeligheden - med overdreven og misforstået skepsis over for saglige og dygtige myndigheder. Men vi kan på ingen måde undvære de kritiske snushaner. Når de er gode, er de med til at gøre samfundet bedre. Og i det lange løb bliver myndigheder og regeringer og samfund bedre af at have dem rendende omkring. Statsministeren omtalte selv princippet meget flot i sin nytårstale den 1. januar 2006:

”Det er denne tradition for manglende autoritetstro, det er denne trang til at sætte spørgsmålstegn ved det bestående, det er denne tilbøjelighed til at sætte alt til kritisk debat, som har skabt fremskridtet i vores samfund.”

Det var relevant og væsentligt, at der blev lavet en kritisk dokumentar om nogle af de centrale aspekter ved den danske krigsdeltagelse. Der har ikke været megen kritisk journalistik om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan - og det gælder til en vis grad også krigen i Irak. Danmark er nok det af de krigsførende vestlige lande, hvor der har været mindst debat og mindst kritisk journalistik om krigene og deres følger.

Men tilbage til detaljerne - der hvor djævlen som bekendt bor.

Den første bølge af kritik af ”Den hemmelige krig” kom, før ret mange havde set filmen - og handlede om lanceringen. Flere nyhedsmedier fik materiale til at omtale filmens vigtigste pointer allerede fra den 30. november - syv dage før filmen blev sendt på DR2. Forsvarsminister Søren Gade (V) fik som den centrale politisk ansvarlige flere tilbud om at få filmen forevist i dagene fra den 4. til den 7. december - men afviste dem alle.

Det betød, at DR i løbet af den pågældende uge blev udsat for en kritik for at føre debat på unfair vilkår. Det burde være undgået. Uagtet at forsvarsminister Søren Gade længe må have haft en grundig viden om indholdet i ”Den hemmelige krig” - og uagtet af han fik flere visningstilbud - var det uklogt, at DR ikke tidligere i forløbet offentligt gav Søren Gade et helt åbent tilbud om at få forevist dokumentaren i ministeriet eller i DR Byen. Den 1. december kunne et sådant åbent tilbud været givet - med løfte om en forevisning, så snart dokumentaren var færdigredigeret (det var den 4. december). I stedet gav forløbet forsvarsministeren anledning til at kritisere lanceringen af filmen - frem for at forholde sig til filmens pointer.

Den anden bølge af kritik kom i dagene efter visningen på DR2 - og satte spørgsmålstegn ved filmens påstande og ved dokumentationen. En af kritikerne i denne debat var den konservative gruppeformand Helge Adam Møller, der i en klage den 19. december fremførte otte klager over filmen. DR har den 11. januar afvist kritikken i et længere svar og henvist til, at afslaget kan påklages til mig som lytternes og seernes redaktør - jeg er DRs ankeinstans i sådanne sager. Jeg har d.d. ikke modtaget nogen anke fra Helge Adam Møller. Med den voldsomme debat ville det være nyttigt, hvis også alle de dertil indrettede klageveje blev benyttet.

Den oprindelige klage fra den konservative gruppeformand handlede bl.a. om tolkningen af det amerikanske forbehold over for Genéve-konventionerne - her er DRs første svar meget udførligt. En del af dokumentationen på dette felt kan læses på www.dr.dk/hemmelig, hvor også forløbet omkring informationerne til Folketinget er grundigt gennemgået.

På et af de omstridte punkter er DRs forklaring imidlertid noget indviklet. Det handler om slutningen af Christoffer Guldbrandsens interview med den tidligere chef for Jægerkorpset, Frank Lissner. Her siger Guldbrandsen til en udtalelse fra Lissner:

”Det du fortæller i dag, det er helt nyt. Forsvarsministeren har besvaret et paragraf 20-spørgsmål til Folketinget, hvor han siger, at danskerne slet ikke har tilbageholdt nogen.”

Guldbrandsen er blevet kritiseret for dette spørgsmål. Kritikken går på, at hans udlægning af det omtalte ministersvar til Folketinget den 27. maj 2004 er forkert - og at han dermed forvirrer Lissner, der ender med at fremstå som utroværdig. Argumentet er, at Søren Gade den pågældende majdag havde fortalt Folketinget, at 34 personer var blevet tilbageholdt af danske soldater.

Filmen har imidlertid en særlig pointe omkring den reelle betydning af dette 27. maj-svar. Udgangspunktet for svaret var rent faktisk, at de danske styrker ikke fysisk havde tilbageholdt nogen - og at der følgelig ikke havde fundet nogen fangeoverlevering sted. Det er i hvert fald den udlægning, som i filmen gives af den embedsmand, der skrev svaret. Da Guldbrandsen imidlertid kan dokumentere, at der faktisk fandt en fangeoverlevering sted i 2002, konkluderer filmen, at ministeren vildledte Folketinget den 27. maj 2004. Det er nemlig først senere, at ministeren klart erkender, at der har fundet en egentlig fangeoverlevering sted.

Selvom der kan argumenteres godt for filmens udlægning - og Guldbrandsens spørgsmål - er sondringen svær at forstå for seerne. Hele tolkningen af Søren Gades svar bliver for indviklet. Løgn er det ikke, men det er utilfredsstillende forklaret. Det bliver for kludret.

Tilsvarende er der et par absolutte konklusioner i ”Den hemmelige krig”, som er faldet nogen for brystet. Filmen fremlægger imidlertid sin dokumentation og sine indicier for påstandene - og supplerer med mange relevante dokumenter og klip på hjemmesiden. Man kan i et par tilfælde mene, at det, filmen anser for bevist, kun er sandsynliggjort. Men præmisserne er rimelig klart præsenteret - og de angrebne har mulighed for at svare for sig. Og vi taler om en kritisk dokumentar, som naturligt må have et spillerum for at sætte tingene på spidsen.

Så er der flag-debatten. Den har taget flere forvirrende drejninger. I filmen henviser den ledende amerikanske forhørsleder fra Kandahar til, at danskerne ved flere lejligheder bragte fanger ind - og at de danske soldater var lette at identificere pga. små Dannebrog-flag på ærmerne. Det tog flere kritikere som bevis for udsendelsens manglende troværdighed: De mente at kunne påvise, at specialtropper aldrig bar Dannebrog under operationer.

Da det så senere kom frem, at en god del af specialtropperne havde båret flag, kunne man jo have forventet, at disse beskyldninger mod filmen blev trukket tilbage. Det har mig bekendt ikke været tilfældet. I stedet har flagdebatten udviklet sig til en debat om nogle detaljer, der ikke har meget at gøre med filmens oprindelige tema.

I den seneste uge har bl.a. Nyhedsavisen suppleret med en række angreb på filmens troværdighed. DRs umiddelbare svar på de fleste af disse anklager kan også læses på www.dr.dk/hemmelig.

Det vigtigste nye element er en miskreditering af en af udsendelsens amerikanske hovedkilder - daværende ledende forhørsleder i Kandahar-lejren Chris Hogan. Tidligere på ugen i TV Avisen gentog han en række af sine udsagn fra filmen. Her fremstod det også klart, at det omstridte ord ”might” - som var udeladt i en tekstning - ikke går på, om de danske soldater afleverede fanger eller ej. Usikkerheden går alene på antallet af gange. En anden kilde - forhørslederen Edward Herman - har ligeledes over for DR nøje bekræftet sine udtalelser. Hvorfor Herman over for Nyhedsavisen kommer med en forklaring, der tilsyneladende modsiger hans oprindelige, kan man gisne om. Men der er i filmens oprindelige interviews med de to forhørsledere ikke noget, der giver anledning til at tro, at de ikke der har udtalt sig velovervejet.

I den sammenhæng kan et gensyn med ”Den hemmelige krig” i øvrigt anbefales. Flere af diskussionerne om filmen er endt med at handle om så uvæsentlige detaljer, at det kan være nyttigt at se hele filmen igen. Det kan gøres via et link på forsiden af www.dr.dk/hemmelig.

Filmen rummer mange dramaturgiske greb - og som seer må man ind imellem spørge sig selv, hvad der er autentiske billeder fra de omtalte begivenheder, og hvad der er arkivbilleder mv. Det ville være forvirrende at angive det gennem hele filmen, men den veludbyggede hjemmeside kunne med fordel rumme en liste over de klip, der er brugt.

Den seneste bølge af kritik har også handlet om nogle kortere indslag i TV Avisen i den seneste uge, hvor der er blevet fulgt op på diskussionen. Her har bl.a. forsvarsminister Søren Gade (V) klaget. Han citeres for et svar til Folketinget om ”... at soldaterne som udgangspunkt ikke havde flag på skulderen” - og mener, at det var ufuldstændigt ikke at nævne resten af svaret, hvor han understreger, at der kan være undtagelser.

Den seneste dækning i TV Avisen indeholdt et par fejl. Værst var det, at det blev hævdet, at regeringen først efter udsendelsen af ”Den hemmelige krig” havde erkendt, at man ved to lejligheder direkte havde overleveret fanger til amerikanerne. Som det fremgik af dokumentaren, kom erkendelsen langt tidligere - mens arbejdet med filmen var i gang. Fejlen er rettet og beklaget.

Mit hovedindtryk er, at ”Den hemmelige krig” er en tiltrængt film om et vigtigt emne. Det er relevant journalistik, som stædigt prøver at udfordre de officielle forklaringer. Filmens lancering var ikke særlig genial - og gav de angrebne gode muligheder for at tale om andet end filmens hovedindhold. Samtidig var der enkelte uheldige formuleringer i dokumentaren - bl.a. var en af instruktørens påstande for indviklet.. Men det giver ikke et grundlag for at tale om ”store troværdighedsproblemer”.

Statsministeren har bedt om en undersøgelse. Meget er allerede belyst og dokumenteret. Men han og andre ministre mv. er selvsagt meget velkomne til at bruge de klageveje, der nu engang er lavet - herunder mulighederne for at klage videre til Pressenævnet eller sågar til mig.

Jeg har i denne kommentar forklaret mit helhedsindtryk af den kritik, jeg har set og fulgt og undersøgt i de seneste to måneder. Men mener nogen, at DR har afvist en berettiget og konkret klage på et forkert grundlag, så undersøger jeg gerne den pågældende enkeltsag.

Det er vigtigt at rette og korrigere alle væsentlige fejl. Men det er mindst lige så vigtigt, at det politiske tryk ikke giver sig udslag i selvcensur og manglende mod til at udfordre. Sker det, vil vi alle tabe i længden

Skrevet af: Jacob Mollerup, Lytternes og Seernes redaktør i DR

link

Regeringen har med andre ord et problem. Og alt for tynde argumenter.

Anders Fogh opfordrer til selvcensur

Anders Fogh d. 2. februar 2006

I vores samfund er medierne fuldstændig uafhængige. Vi har fri presse og regeringen har ingen autoritet til at kontrollere pressen eller blande sig i, hvad den skriver.

Jeg kan fortælle Dem, at i mit land bliver regeringen ganske ofte kritiseret af aviserne og medierne. Jeg selv bliver meget ofte kritiseret, og det må jeg bare acceptere, fordi det er en del af vores samfund, at vi har ytringsfrihed, og denne ytringsfrihed er en vital og uomgængelig del af vores demokrati. Og det er grunden til, at jeg ikke kan kontrollere, hvad der skal offentliggøres i medierne. link

Anders Fogh d. 25. Januar 2007(efter indsættelse af Søren Krarups datter og Langballe i DRs bestyrelse)

Min klare opfattelse er, at Danmarks Radio har et meget, meget stort troværdighedsproblem i hele denne her sag(..)Jeg synes efterhånden, vi er nået dertil, at Danmarks Radio måske kritisk burde undersøge sig selv. link

Det var da en besynderlig måde at "acceptere at blive kritiseret", sådan at spille med musklerne og som pressens minister forsøge at presse den "fri og uafhængige" presse til at lave undersøgelser af journalister der udfører deres forbandede pligt.

Når en blogger kommer i nyhedsmedierne.

Trenden i tiden er at diverse bloggere begynder at blive trukket ind i nyhedsmedierne. Jeg formoder dette er en naturlig konsekvens af journalister efterhånden laver det meste af deres research på internettet. Således er selv mavepusteren blevet nævnt i Kaffeklubben på P1 og Urban har dagligt (rimeligt kedelige)blogindlæg i deres trykte version.
Det er naturligvis herligt at en sådan "demokratisering" af nyhedsmedierne sker, men der er også mange faldgrubber. Således blev Politikens chefredaktør i et P1 program præsenteret for rygter spredt af islamofoben og homofoben Kim Møller på bloggen Uriasposten. Kim havde "forsket" sig frem til at der er en rød sammensværgelse mellem DR og Politiken, da Tøger Seidenfaden var med i flere programmer en Berlingske Tidendes Thomas Larsen. "Forskningen" bestod af en søgning på DRs hjemmeside!.

At konkludere den slags baseret på en løs søgning på en hjemmeside er naturligvis helt hen i vejret. At Tøger Seidenfaden er en populær kommentater i mange nyhedsmedier vist ikke nogen hemmelighed, men fx giver følgende søgninger på Uriasposten et lignende "bevis" på at Uriasposten er i alliance med Politiken(!)
site:uriasposten.net “Tøger seidenfaden”
giver 582 hits
site:uriasposten.net “thomas larsen”
giver 3 hits!

Hermed skal der lyde en opfordring til eventuelle journalister der læser denne blog. Lad jer ikke narre af rygter og propaganda fra disse højreorienterede blogs. Det er sindsforvirrede mennesker der hader alle venstreorienterede og indvandrer af et ondt hjerte og der ikke har skyggen af forstand på "forskning".

Lad os for guds skyld ikke få amerikanske tilstande hvor ondsindede højreorienterede radioværter og bloggere i sammen forsøger at beskrive Barack Obama som islamist og hvor de har held til at får deres rygter og løgne i de store nyhedsmedier. At højrefløjen har haft held til at få sat dagsordenen med de ubekræftigede rygterne om Outlandish er decideret skræmmende.