Krigen om troværdigheden
26. jan. 2007 15.08 Klumme”Min klare opfattelse er, at Danmarks Radio har et meget, meget stort troværdighedsproblem i hele denne her sag”, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til Berlingske Tidende torsdag den 25. januar.
Udfaldet er den foreløbige kulmination på den kritik, der i løbet af de seneste otte uger er blevet rettet mod dokumentarfilmen ”Den hemmelige krig” og TV Avisens følgende dækning. Regeringschefen understregede: ”...jeg jamrer ikke over, at både Danmarks Radio og andre er kritiske over for den til enhver tid siddende regering, for det er deres opgave...”
Med andre ord: Det er måden, den er helt gal med. Den er ikke ”...balanceret og nuanceret og objektiv i sin måde at være kritisk på,” forklarede Anders Fogh. Han efterlyste på den baggrund, at Danmarks Radio ser kritisk på sig selv.
Som DRs programchef for etik og klagesager er det en del af mit job at sikre, at DR forholder sig til seriøs kritik. I dagligdagen handler det mest om den kritik, der kommer fra andre end ministre - men jeg gør ikke forskel på folk. Det er min opgave at gå til generaldirektøren og DRs bestyrelse, hvis jeg mener, at DR er på afveje, når det gælder redelighed og troværdighed.
Er DR så helt på afveje i denne sag? Nej, det mener jeg ikke. Og i hvert fald ikke i det omfang, statsministeren taler om. Påstandene om de lange rækker af faktuelle fejl holder ikke for en nærmere prøvelse. Det siger jeg ikke for at bortforklare de fejltrin, der har været. Der har bestemt været nogle undervejs - lige fra det særegne lanceringsforløb til et par upræcise formuleringer i selve dokumentaren - og et par fejl i den seneste uges omtale af diskussionerne i TV Avisen. Jeg skal komme tilbage til enkelthederne. Men fejlene og udeladelserne er ikke af en karaktér, der gør det berettiget at tale om hverken fusk eller grov manipulation.
I den hede debat om filmen har der været en tendens til at misbruge DRs indrømmelser af mindre fejl. ”DR erkender fusk”, hedder det efter en mindre rettelse om en tekstning. Det er vel den slags erfaringer, der har fået mange til at konkludere, at det er bedst at afvise enhver kritik. Men trods muligt misbrug af selv den mindste indrømmelse vil det i det lange løb give den højeste troværdighed, hvis man retter sine fejl. Det er ikke nogen tilfældighed, at nogle af verdens bedste aviser har modet til at bringe en lang daglig spalte med fejl og rettelser!
Der er mange detaljer i den aktuelle kritik af DR. Det flyver med flag, citater og påstande. Derfor er det relevant at minde om, hvad selve filmen - ”Den hemmelige krig” - faktisk handler om.
Den beskriver nogle af de problemer, som Danmark havnede midt i, efter at et stort flertal i Folketinget i december 2001 havde sagt ja til at sende danske specialtropper i kamp i Afghanistan. Dengang lovede den nytiltrådte regering, at Danmark og USA ville overholde Genéve-konventionerne. USA distancerede sig imidlertid allerede i starten af 2002 fra den fulde overholdelse af konventionerne. Det satte Danmark i en vanskelig situation. Dokumentarfilmen kaster et kritisk lys på, hvordan regeringen håndterede dette problem:
De danske specialstyrker blev i 2002 indkvarteret i Kandahar - tæt ved en meget omtalt amerikansk fangelejr. Dokumentaren sandsynliggør, at der fandt fangemishandlinger sted i Kandahar, og at mange fanger blev sendt videre til Guantanamo. De danske troppers overlevering af 31 afghanere til amerikanerne den 18. marts 2002 beskrives nøje ved hjælp af dokumenter, fotos og interviews med en række øjenvidner - herunder en amerikansk journalist fra AP. Den fremlagte dokumentation tyder på, at de 31 blev mishandlet. Det beskrives også, hvordan de danske myndigheder først gradvist giver fuld besked om, at der har været en egentlig overdragelse af fanger til amerikanerne. En ledende amerikansk forhørsleder omtaler samtidig flere fangeoverleveringer end dem, den danske regering har oplyst. Der leveres ingen fældende beviser herfor, men af filmen fremgår det, at forsvaret ikke er i besiddelse af den ellers meget omhyggelige registrering, der blev foretaget af samtlige danske fanger - og som kunne have afklaret dette væsentlige spørgsmål. Endelig refererer filmen et par juridiske eksperter, der er meget kritiske over for regeringens håndtering.
Hvis statsministeren mener, at enhver udsendelse i DR skal være ”balanceret og nuanceret” er det klart, at Christoffer Guldbrandsens film ikke kommer ind blandt favoritterne. Det er en film, der fra starten har sat sig for at være kritisk over for magthavernes forklaringer. Den pirker til det officielle glansbillede og prøver at komme ind bag facaden. Og den er i sit udgangspunkt skeptisk over for myndighederne. Netop den indstilling er der brug for i sager som denne, hvis man ikke vil nøjes med pressemeddelelserne og de officielle forklaringer.
Det kan ske, at den slags journalistik går galt i byen. At den ender med at tegne et falsk billede af virkeligheden - med overdreven og misforstået skepsis over for saglige og dygtige myndigheder. Men vi kan på ingen måde undvære de kritiske snushaner. Når de er gode, er de med til at gøre samfundet bedre. Og i det lange løb bliver myndigheder og regeringer og samfund bedre af at have dem rendende omkring. Statsministeren omtalte selv princippet meget flot i sin nytårstale den 1. januar 2006:
”Det er denne tradition for manglende autoritetstro, det er denne trang til at sætte spørgsmålstegn ved det bestående, det er denne tilbøjelighed til at sætte alt til kritisk debat, som har skabt fremskridtet i vores samfund.”
Det var relevant og væsentligt, at der blev lavet en kritisk dokumentar om nogle af de centrale aspekter ved den danske krigsdeltagelse. Der har ikke været megen kritisk journalistik om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan - og det gælder til en vis grad også krigen i Irak. Danmark er nok det af de krigsførende vestlige lande, hvor der har været mindst debat og mindst kritisk journalistik om krigene og deres følger.
Men tilbage til detaljerne - der hvor djævlen som bekendt bor.
Den første bølge af kritik af ”Den hemmelige krig” kom, før ret mange havde set filmen - og handlede om lanceringen. Flere nyhedsmedier fik materiale til at omtale filmens vigtigste pointer allerede fra den 30. november - syv dage før filmen blev sendt på DR2. Forsvarsminister Søren Gade (V) fik som den centrale politisk ansvarlige flere tilbud om at få filmen forevist i dagene fra den 4. til den 7. december - men afviste dem alle.
Det betød, at DR i løbet af den pågældende uge blev udsat for en kritik for at føre debat på unfair vilkår. Det burde være undgået. Uagtet at forsvarsminister Søren Gade længe må have haft en grundig viden om indholdet i ”Den hemmelige krig” - og uagtet af han fik flere visningstilbud - var det uklogt, at DR ikke tidligere i forløbet offentligt gav Søren Gade et helt åbent tilbud om at få forevist dokumentaren i ministeriet eller i DR Byen. Den 1. december kunne et sådant åbent tilbud været givet - med løfte om en forevisning, så snart dokumentaren var færdigredigeret (det var den 4. december). I stedet gav forløbet forsvarsministeren anledning til at kritisere lanceringen af filmen - frem for at forholde sig til filmens pointer.
Den anden bølge af kritik kom i dagene efter visningen på DR2 - og satte spørgsmålstegn ved filmens påstande og ved dokumentationen. En af kritikerne i denne debat var den konservative gruppeformand Helge Adam Møller, der i en klage den 19. december fremførte otte klager over filmen. DR har den 11. januar afvist kritikken i et længere svar og henvist til, at afslaget kan påklages til mig som lytternes og seernes redaktør - jeg er DRs ankeinstans i sådanne sager. Jeg har d.d. ikke modtaget nogen anke fra Helge Adam Møller. Med den voldsomme debat ville det være nyttigt, hvis også alle de dertil indrettede klageveje blev benyttet.
Den oprindelige klage fra den konservative gruppeformand handlede bl.a. om tolkningen af det amerikanske forbehold over for Genéve-konventionerne - her er DRs første svar meget udførligt. En del af dokumentationen på dette felt kan læses på www.dr.dk/hemmelig, hvor også forløbet omkring informationerne til Folketinget er grundigt gennemgået.
På et af de omstridte punkter er DRs forklaring imidlertid noget indviklet. Det handler om slutningen af Christoffer Guldbrandsens interview med den tidligere chef for Jægerkorpset, Frank Lissner. Her siger Guldbrandsen til en udtalelse fra Lissner:
”Det du fortæller i dag, det er helt nyt. Forsvarsministeren har besvaret et paragraf 20-spørgsmål til Folketinget, hvor han siger, at danskerne slet ikke har tilbageholdt nogen.”
Guldbrandsen er blevet kritiseret for dette spørgsmål. Kritikken går på, at hans udlægning af det omtalte ministersvar til Folketinget den 27. maj 2004 er forkert - og at han dermed forvirrer Lissner, der ender med at fremstå som utroværdig. Argumentet er, at Søren Gade den pågældende majdag havde fortalt Folketinget, at 34 personer var blevet tilbageholdt af danske soldater.
Filmen har imidlertid en særlig pointe omkring den reelle betydning af dette 27. maj-svar. Udgangspunktet for svaret var rent faktisk, at de danske styrker ikke fysisk havde tilbageholdt nogen - og at der følgelig ikke havde fundet nogen fangeoverlevering sted. Det er i hvert fald den udlægning, som i filmen gives af den embedsmand, der skrev svaret. Da Guldbrandsen imidlertid kan dokumentere, at der faktisk fandt en fangeoverlevering sted i 2002, konkluderer filmen, at ministeren vildledte Folketinget den 27. maj 2004. Det er nemlig først senere, at ministeren klart erkender, at der har fundet en egentlig fangeoverlevering sted.
Selvom der kan argumenteres godt for filmens udlægning - og Guldbrandsens spørgsmål - er sondringen svær at forstå for seerne. Hele tolkningen af Søren Gades svar bliver for indviklet. Løgn er det ikke, men det er utilfredsstillende forklaret. Det bliver for kludret.
Tilsvarende er der et par absolutte konklusioner i ”Den hemmelige krig”, som er faldet nogen for brystet. Filmen fremlægger imidlertid sin dokumentation og sine indicier for påstandene - og supplerer med mange relevante dokumenter og klip på hjemmesiden. Man kan i et par tilfælde mene, at det, filmen anser for bevist, kun er sandsynliggjort. Men præmisserne er rimelig klart præsenteret - og de angrebne har mulighed for at svare for sig. Og vi taler om en kritisk dokumentar, som naturligt må have et spillerum for at sætte tingene på spidsen.
Så er der flag-debatten. Den har taget flere forvirrende drejninger. I filmen henviser den ledende amerikanske forhørsleder fra Kandahar til, at danskerne ved flere lejligheder bragte fanger ind - og at de danske soldater var lette at identificere pga. små Dannebrog-flag på ærmerne. Det tog flere kritikere som bevis for udsendelsens manglende troværdighed: De mente at kunne påvise, at specialtropper aldrig bar Dannebrog under operationer.
Da det så senere kom frem, at en god del af specialtropperne havde båret flag, kunne man jo have forventet, at disse beskyldninger mod filmen blev trukket tilbage. Det har mig bekendt ikke været tilfældet. I stedet har flagdebatten udviklet sig til en debat om nogle detaljer, der ikke har meget at gøre med filmens oprindelige tema.
I den seneste uge har bl.a. Nyhedsavisen suppleret med en række angreb på filmens troværdighed. DRs umiddelbare svar på de fleste af disse anklager kan også læses på www.dr.dk/hemmelig.
Det vigtigste nye element er en miskreditering af en af udsendelsens amerikanske hovedkilder - daværende ledende forhørsleder i Kandahar-lejren Chris Hogan. Tidligere på ugen i TV Avisen gentog han en række af sine udsagn fra filmen. Her fremstod det også klart, at det omstridte ord ”might” - som var udeladt i en tekstning - ikke går på, om de danske soldater afleverede fanger eller ej. Usikkerheden går alene på antallet af gange. En anden kilde - forhørslederen Edward Herman - har ligeledes over for DR nøje bekræftet sine udtalelser. Hvorfor Herman over for Nyhedsavisen kommer med en forklaring, der tilsyneladende modsiger hans oprindelige, kan man gisne om. Men der er i filmens oprindelige interviews med de to forhørsledere ikke noget, der giver anledning til at tro, at de ikke der har udtalt sig velovervejet.
I den sammenhæng kan et gensyn med ”Den hemmelige krig” i øvrigt anbefales. Flere af diskussionerne om filmen er endt med at handle om så uvæsentlige detaljer, at det kan være nyttigt at se hele filmen igen. Det kan gøres via et link på forsiden af www.dr.dk/hemmelig.
Filmen rummer mange dramaturgiske greb - og som seer må man ind imellem spørge sig selv, hvad der er autentiske billeder fra de omtalte begivenheder, og hvad der er arkivbilleder mv. Det ville være forvirrende at angive det gennem hele filmen, men den veludbyggede hjemmeside kunne med fordel rumme en liste over de klip, der er brugt.
Den seneste bølge af kritik har også handlet om nogle kortere indslag i TV Avisen i den seneste uge, hvor der er blevet fulgt op på diskussionen. Her har bl.a. forsvarsminister Søren Gade (V) klaget. Han citeres for et svar til Folketinget om ”... at soldaterne som udgangspunkt ikke havde flag på skulderen” - og mener, at det var ufuldstændigt ikke at nævne resten af svaret, hvor han understreger, at der kan være undtagelser.
Den seneste dækning i TV Avisen indeholdt et par fejl. Værst var det, at det blev hævdet, at regeringen først efter udsendelsen af ”Den hemmelige krig” havde erkendt, at man ved to lejligheder direkte havde overleveret fanger til amerikanerne. Som det fremgik af dokumentaren, kom erkendelsen langt tidligere - mens arbejdet med filmen var i gang. Fejlen er rettet og beklaget.
Mit hovedindtryk er, at ”Den hemmelige krig” er en tiltrængt film om et vigtigt emne. Det er relevant journalistik, som stædigt prøver at udfordre de officielle forklaringer. Filmens lancering var ikke særlig genial - og gav de angrebne gode muligheder for at tale om andet end filmens hovedindhold. Samtidig var der enkelte uheldige formuleringer i dokumentaren - bl.a. var en af instruktørens påstande for indviklet.. Men det giver ikke et grundlag for at tale om ”store troværdighedsproblemer”.
Statsministeren har bedt om en undersøgelse. Meget er allerede belyst og dokumenteret. Men han og andre ministre mv. er selvsagt meget velkomne til at bruge de klageveje, der nu engang er lavet - herunder mulighederne for at klage videre til Pressenævnet eller sågar til mig.
Jeg har i denne kommentar forklaret mit helhedsindtryk af den kritik, jeg har set og fulgt og undersøgt i de seneste to måneder. Men mener nogen, at DR har afvist en berettiget og konkret klage på et forkert grundlag, så undersøger jeg gerne den pågældende enkeltsag.
Det er vigtigt at rette og korrigere alle væsentlige fejl. Men det er mindst lige så vigtigt, at det politiske tryk ikke giver sig udslag i selvcensur og manglende mod til at udfordre. Sker det, vil vi alle tabe i længden
Skrevet af: Jacob Mollerup, Lytternes og Seernes redaktør i DR
link
