tirsdag, august 21, 2007

endnu et forsøg på at øge ulighed i Danmark

I anledningen af regeringens skatteudspil, der endnu engang giver skattelettelser til dem der har det bedst økonomisk, giver vi ordet til enhedslisten:

- Det skete i 2003, i 2004 og nu i 2007. De højestlønnede får de største lettelser, lavtlønnede de mindste lettelser, og arbejdsløse, pensionister, førtidspensionister, efterlønnere og studerende får ikke en krone. Hver gang er de fattigste med stor præcision undtaget fra skattelettelser, siger Frank Aaen

Enhedslistens skatteordfører giver ikke meget for forslaget om at kompensere de lavestlønnede grupper, som rammes hårdt af de højere energiafgifter.

- De 1,5 milliarder kroner, som regeringen nu praler af, dækker kun stigende energiudgifter, d.v.s. netto nul kroner til de fattigste endnu en gang. Der er ikke nogen regering i nyere tid, der så konsekvent har brugt skatterne til at øge uligheden. Og så kan statsministeren komme med nok så meget udenomssnak på sit pressemøde. Det får de fattigste intet ud af, siger Frank Aaen.

Etiketter: , , ,

mandag, april 23, 2007

Asmaa som rollemodel i kampen for ligestilling

Pressemeddelelse fra Enhedslisten

23. april 2007

Det er dybt uforståeligt, at mennesker der opfatter sig selv som venstreorienterede, vil holde muslimske kvinder ude af politik. Hvis Asmaa Abdol-Hamid bliver opstillet til Folketinget, så håber Enhedslisten at hun kan blive en rollemodel for andre muslimske kvinder.

Jørgen Arbo-Bæhr, der er integrationsordfører for Enhedslisten, udtaler:

– Det er ubegribeligt at folk som Nahid Riazi og Benito Scocozza, der opfatter sig selv som venstreorienterede, argumenterer for at kvinder som Asmaa Abdol-Hamid, skal holdes ude af det politiske liv. Det giver stof til eftertanke at de dermed ligger helt på linje med Søren Krarup og hans kolleger fra Dansk Folkeparti.

– Muslimske kvinder som Asmaa er en del af det danske samfund. Men de har alt for længe har været tvunget til en tilværelse isoleret bag hjemmets fire vægge som eneste valgmulighed i livet. At Asmaa ønsker at vise, at man som muslimsk kvinde kan tage del i samfundslivet, og det endda i landets parlament, har større betydning for ligestillingen end dusinvis af erklæringer om ligestilling

– Hvis Asmaa bliver opstillet til Folketinget for Enhedslisten, så håber jeg, at hun kan fungere som en rollemodel for andre muslimske kvinder, ved at vise, at det i Danmark er muligt også for dem at blive en aktiv del af fællesskabet – herunder det politiske liv.

Etiketter: , ,