Den kære ytringsfrihed

De konservative, Venstre og Dansk Folkeparti har på det seneste skamredet begrebet ytringsfrihed, så begrebet nu efterhånden er blevet en kliche. Det er ytringsfrihed når Pia K kalder alt og alle for landsforræddere, det er ytringsfrihed Anders Fogh brugte som undskyldning da han afviste at tage afstand fra Jyllands Postens racisme-trip-tegninger, og det er ytringsfrihed regeringen påkalder sig når Dansk Folkepartis medlemmer raver rundt og benytter nazistisk retorik.

Samtidig har regeringen arbejdet for at begrænse danskernes ytringsfrihed så meget som muligt. Man har blandt andet vedtaget en terror-lov der for første gang siden 60erne begrænser ytringsfriheden og straffer anderledestænkende hårdt.

Nu er kampen mod ytringsfriheden så gået ind i en ny fase. Nu bliver personer der er uenige i regeringens politik meldt til politiet for landsforræderi. Man kunne naturligvis have sagsøgt enhedslisten og dets partiprogram år tilbage, da de først hævdede at modstand mod den ulovlige besættelseshæren i Irak var legitim, men man har tilsyneladende ventet på at et mere synligt offer.

Det er således naturligvis nemmere at få danskerne accept af at ytringsfriheden for muslimer med tørklæde skal begrænses frem for et angreb på den blege Frank Aaen. Trods det åbenbare hykleri, baserer regeringen sit angreb på flere meningsmålinger der har påvist at mange danskere ikke er så stærke tilhængere af ytringsfriheden som nydanskere, men gerne vil have den begrænset når det gælder anderledes-tænkende og religiøse mindretal.

Almindelige danskere må tænke sig om, inden de støtter disse angreb på ytringsfriheden. Man behøver ikke at være enig med Asmaa i disse udtalelser, men man kan godt kræve at politikerne får et vist spillerum. Sålænge Asmaa ikke opfordrer til had og forfølgelse af minoriteter, men blot kalder kampen mod en ulovlig besættelse for legitim, kan man næppe kalde hendes udtalelser for skadelig for hverken Danmark eller demokratiet.

link til regeringens kamp mod ytringsfrihed for alle