TVANGSARBEJDERENS GENKOMST

vi citerer villigt Rune Engelbreth Larsen for denne svada mod regeringens konstante kamp mod fattige:

I Danmark er anstændighed, medmenneskelig respekt og lige rettigheder en
by i Utopia for trængte arbejdsløse, hvorimod retoriske møgfald,
formynderisk mistænkeliggørelse og trusler på eksistensgrundlaget i
stadig stigende omfang er reglen.

Fra den 1. april risikerer tusinder sågar at blive hjemløse eller måtte
ty til kriminalitet, når et ægtepar på kontanthjælp får halveret
ydelsen, hvis ikke de begge har haft 150 timers arbejde det seneste år.

Tro endelig ikke, at de aktiverede får overenskomstmæssig løn eller
samme rettigheder som på arbejdsmarkedet i øvrigt – det er slet ikke
tilfældet! Tværtimod kan de opleve at komme på en af de 250 kommunale
aktiveringsfabrikker og pakke tyggegummi, fuglefrø og skruer – ikke til
løn, nej, til kontanthjælp, hvilket både underminerer lønsystemet med
prisdumpning og løntrykkeri til følge og skaber en kaste af
tvangsarbejdere.

Oven i hatten skal de også finde sig i tiltagende verbal stigmatisering.

I november 2006 protesterede HK således mod det mistænkeliggørende
menneskesyn og den hånlige retorik, som kommer til udtryk over for
arbejdsløse. De »snyder«, »gider ikke« og »nasser på samfundet«, er det
billede, som tegnes af trængte medmennesker, fordi disse forsørges af
det offentlige.

Et lille udpluk: »se, hvor mange ledige, der pludselig lider af søsyge,
når vi skal formidle job til færgerne« (Per Bech Grønning,
arbejdsmarkedschef AF-storstrøm), »de er ikke til at drive derud (som
jordbærplukkere)« (artikel i Weekendavisen), »måske kan truslen få dem
ud af røret« (forfatter Niels Groes), »det er slut med at ligge på
sofaen for mine skattekroner« (Karen Jespersen), »kræftbyld« (Frithjof
Danielsen, liberator.dk), »slapperrøve« (debatindlæg på HK.dk),
»åbenlyse parasitter« (leder i Jyllands-Posten) …

De arbejdsløse er bedragere, kræftbylde og parasitter – de skal med
djævlens vold og magt finde sig i hvad som helst og stå til rådighed for
hvem som helst.

Hvilket depraveret menneskesyn, bygger alt dette ikke på? Som om den
arbejdsløse ikke bidrager til samfundet, blot fordi vedkommende er uden
lønindtægt? Som om offentlig forsørgelse skulle forpligte den enkelte
til at afskrive sig al integritet og værdighed for at affinde sig med
det første, det værste lortejob?

For det første glemmer man her, at mange andres indtægter er afhængige
af, at også de arbejdsløse kan købe mad i butikkerne, og for det andet
glemmer man det faktum, at denne eklatante tilsidesættelse af
indviduelle ønsker og behov gør arbejdet og arbejdsgiveren til
henholdsvis bud og gud for lønmodtagerne i almindelighed. Dermed vender
tankegangen om betingelsesløs underkastelse i sidste ende tilbage som en
boomerang i hovedet på mange andre end dagens arbejdsløse.

Det er vel arbejdsmarkedet, der skal stå til rådighed for mennesket,
ikke omvendt? Men i stedet rammer slavepisken de trængte, og når
kontanthjælpen beskæres, forstærkes selvfølgelig den sociale deroute mod
tiggeri og kriminalitet også for de mange, som ikke KAN arbejde.

Formand og næstformand i Dansk Sociarådgiverforening, Henning Breinholt
og Bettina Post har f.eks. kritiseret tvangskravet om at dele
gratisaviser ud: »Det er rigtigt, at de kvalifikationer, der kræves for
at være avisbud, ikke er formuleret i læseplanerne på landets
uddannelsesinstitutioner. Men ser vi nærmere på, hvilke kompetencer der
kræves, er der dog samlet set tale om kvalifikationer, som de færreste
langvarige modtagere af kontanthjælp kan mønstre: Man skal møde på
arbejde om natten og sove om dagen (der røg de enlige forsørgere), man
skal løfte mange kilo (der røg alle dem med kroniske rygproblemer,
piskesmæld, hypermobile led o.l.), man skal løbe op og ned ad trapper i
timevis (der røg dem med gigt og andre problemer i knæ og hofter), man
skal være i rimelig god fysisk form (der røg misbrugerne), og så skal
man være mødestabil (der røg dem med svære psykiske problemer og de
hjemløse). Hvis vi taler fuldtidsbeskæftigelse, skal man desuden kunne
levere omkring 900 aviser på en arbejdsdag, fordi der er tale om
akkordarbejde (der røg resten, for det svarer angiveligt til, at man
skal kunne løbe en maraton – dagligt).« (Information, 3.10.2006).

Dette er også virkeligheden i verdens rigeste overflodssamfund.

Alligevel skaber man en industri af tvangsfabrikker, der vænner os til
det »selvfølgelige« i, at samfundets trængte servilt skal finde sig i ALT.

At stå til rådighed for staten, det forbrugsepidemiske stress og den
hysteriske arbejdsmoral, så vi effektivt sikrer, at alle privilegerede
arbejdsnarkomaner til gengæld er lykkeligt fri for nogen sinde at skulle
stå til rådighed for deres egne familier eller trængte medmennesker. Det
har de ikke tid til – de skal jo stå til rådighed for job og karriere.

Men at få ondt i røven over arbejdsløse, der ikke NÅR SOM HELST står til
rådighed til HVAD SOM HELST for HVEM SOM HELST – dét er der åbenbart
altid tid til.