god leder...

fra Politiken i dag:

Ungdomshuset - Kommunen har et ansvar


At ejendomsretten er ukrænkelig, fremgår allerede af grundloven. Den kristne sekt Faderhuset har derfor lov til at nægte at sælge Ungdomshuset på Jagtvej. Det gælder, uanset at et salg ville glæde både overborgmesteren, politidirektøren, rigtig mange københavnere og ikke mindst de unge brugere.
Faderhusets dumstædighed har imidlertid skabt en urimelig situation. Ikke så meget, fordi en rydning af huset kan give anledning til uroligheder. Hvad det angår, må man tro, at Københavns Politi vil være i stand til at håndtere opgaven fornuftigt. Helst på et tidspunkt, hvor de unge er blevet trætte af demonstrationer og beredskab, og hvor deres europæiske venner er blevet trætte af København.

Nej, den egentlige urimelighed er, at København bør kunne rumme en mangfoldighed af ungdomskulturer. Den, der trives på Jagtvej, er ikke den mindst værdifulde af dem – hverken musikalsk eller menneskeligt. Vi har politiets ord for, at husets lukning ikke kan begrundes i, at det skulle være en belastning for by og naboer.

NÅR RITT Bjerregaard fralægger sig ansvaret og siger, at Ungdomshusets fremtid ikke vedkommer kommunen, er det derfor et snævert og meget formelt udsagn. Kommunen har et ansvar for rummelighed og mangfoldighed i storbyen. Samtidig ved vi nu, at der findes en konstruktiv privat partner – en fond – med et tocifret millionbeløb i lommen. Med sådan en partner burde kommunen – der ejer mange ejendomme og har mange handlemuligheder – gå ind og sikre, at der stilles et nyt hus til rådighed for den kreative selvforvaltning, der præger Ungdomshuset. Netop denne overborgmester har talt meget om mulighederne i samarbejde mellem private og offentlige partnere. Her er en oplagt mulighed for at praktisere det på en overbevisende måde.

Lige nu er aktivistkernen blandt de unge ikke til sinds at ’flytte hjemmefra’. De har en hjemstedsbinding, de nok selv i andre sammenhænge ville finde komisk. Men vi – det vil sige alle os, der ønsker at give de unge plads i hovedstaden – skal ikke lade os låse eller provokere af deres kampvilje. Et konkret tilbud om et nyt fristed i samme kvarter kan kun gavne stemningen – og er under alle omstændigheder en nødvendighed, hvis der på et tidspunkt skal samles op efter et slagsmål, der stadig burde kunne undgås.