At fodre hunden med sin egen hale...
Regeringen løber fra sine valgløfter til børnefamilierne. De kommer nemlig selv til at betale den forhøjelse af børnechecken, som indgår i regeringens finanslovsudspil, skriver Nyhedsbrevet 3F.
I finanslovsforslaget er der afsat 400 millioner kroner til småbørnsfamilierne, som skal have ekstra 2000 kroner på børnechecken om året for børn mellem nul og to år. Men det er ren talmagi og leflen for vælgerne, lyder kritikken fra 3F’s næstformand, Jane Korczak.
- Hvad regeringen undlader at fortælle er, at børnefamilierne i forvejen har fået frataget et milliardbeløb. Så de betaler selv for den lille stigning, lyder kritikken fra næstformanden.
Baggrunden for taltrylleriet skyldes, at regeringen i finansloven 2004, ændrede stigningstaksten i børnechecken. Mens den årlige stigning i børnechecken tidligere fulgte det årlige reguleringstal - et tal der afspejler lønstigningen i erhvervslivet - følger pengene nu stigningen i forhold til forbrugerprisindekset.
Men stigningen i lønningerne har de seneste år været markant større end stigningerne i vores daglige forbrug. Derfor har danske forældre mistet et milliardbeløb siden 2004.
- Det er et smart træk af regeringen. De lefler for børnefamilierne ved at sige, at de skal have det bedre. Men det er forblommede ord, for samlet set taber børnefamilierne på finansloven, da det kun er familier med børn under to år, der får lidt mere - mens resten får en lavere ydelse. Set i lyset af de massive stigninger for at få passet børn i skolefritidsordning eller klub, hvor der ikke er loft over hvor meget kommunerne må opkræve i betaling, så er regeringen på slingrekurs. De holder ganske enkelt ikke deres valgløfte om bedre muligheder for børnefamilierne, siger Jane Korczak til Nyhedsbrevet 3F.
Kilde: Nyhedsbrevet 3F
Etiketter: politik, regeringen, snyd
<< Home