det multikulturelle Danmark

Faldt over følgende skrift af Rune Engelbrecht Larsen. Der er mange guldkorn i blandt. Enjoy:

(...)Det korte af det lange er, at enhver kulturel homogenitet à la den, som gør/gjorde sig gældende i traditionelle
stamme-enheder, er en fiktion i det danske samfund i det 21. århundrede.

Og det skyldes langtfra alene det faktum, at islam i dag er Danmarks næststørste religion – stamme-analogien ville såmænd
ikke blive meget mindre absurd, om så alle landets muslimer forsvandt som dug for solen i morgen.

Som polemisk eller propagandistisk kategori virker det måske meget selvbekræftende at operere med en mytisk mur, bag hvilken
vores egen, ædle slægt af arbejdsomme, retskafne og fornuftige danskere med fælles skikke og stamme-identitet kigger undrende
på »barbarerne«, der pludselig er at finde midt iblandt os og »udfordrer« vores »etnisk rensede tilstand«. Men med saglighed
har det intet at skaffe.

Man kan pege på folkekirken, der naturligvis formelt er en homogen enhed, som orienterer sig efter et specifikt
bekendelsesgrundlag, men graver vi blot et lille spadestik dybere, afviger både værdier og holdninger drastisk de enkelte
præster imellem – en stor del af teologien fortolkes selvfølgelig forskelligt, og det gælder også trosbekendelser og
helligskrifter.

Man behøver blot tænke på, hvor ofte Århus' biskop, Kjeld Holm fremhæves som en af Dansk Folkepartis arvemodstandere, eller
på afstanden mellem de mange præster, som er politisk aktive lokalt og nationalt i Det Radikale Venstre, og så Søren Krarup
og Jesper Langballe i Dansk Folkeparti. Eller betænke, hvilken kløft, der består mellem på den ene side Leif Bork Hansen –
der åbent erklærer sig parat til at trodse loven og skjule afviste asylansøgere, og som ofte har forsvaret muslimer i landet
– og på den anden side prædikanten Moses Hansen, der omvendt erklærer, at »islam er skabt i helvede« (Berlingske Tidende,
28.4.2002).

Lige så lidt som de kristne er selvfølgelig heller ikke muslimerne en ensartet masse.

Kun den, der aldrig har besøgt moskeerne i de nedlagte fabriksbygninger rundt omkring i landet, eller som aldrig har talt med
repræsentanter for de mange forskellige foreninger, kan i sin vildeste fantasi tro, at muslimerne udgør en homogen blok. Der
er ekstremistiske muslimer af både inderlig overbevisning og med ungdommelige, provokatoriske motiver, ganske som det er
tilfældet i spændvidden mellem den type fundamentalisme, som f.eks. kendetegner den kristne sekt, Faderhuset, og den type,
der kendetegner Indre Mission eller bevægelsen Ordet og Israel, for hvem hele Bibelen direkte er Guds ord til mennesker.

Der er importerede landsbyimamer uden skyggen af forståelse for eller kendskab til det danske samfund, og der er muslimer,
som er født og opvokset i Danmark, og som har en pragmatisk religionsforståelse på linje med mange kristne. Der er bogstavtro
kristne i Danmark (og ikke mindst i USA), hvis anskuelser i mangt og meget overlapper bogstavtro muslimer i den arabiske
verden. Og selvfølgelig blander mange kristne også reelt religion og politik, hvilket ikke mindst (men ikke alene) Krarup og
Langballe er indlysende eksempler på.

Virkelighedens borgere i det konkrete, pluralistiske Danmark er vidt forskellige – og det ville de også være, selv om der
ikke var en eneste muslim i landet. Forskellige og unikke individer, der er engageret i talrige subkulturer på kryds og
tværs, både inden og uden for folkekirken, og som ofte finder hver deres skikke og værdier i vidt forskellige sammenhænge.

Der er afslappede ateister og agnostikere såvel som fanatiske religionskritikere, og der er afslappede troende såvel som
fanatiske fundamentalister. Der er jøder, katolikker, protestanter, hinduister, buddhister og en skov af New Age-retninger,
hvis værdier selvfølgelig både skiller og forener. Der er hippier, rockere, frimurere, punkere, forskere, fodboldhooligans,
vagabonder, betonarbejdere, billedkunstnere, børsspekulanter og bureaukrater, som inden for hver deres kontekst har egne
ritualer og eget adfærdskodeks. Der er kernefamilier i kærlig eller kedelig harmoni, og der er singler på evig jagt efter
skiftende partnere. Der er børn, hvis forældre begge er mænd eller kvinder, der er kollektiver og delebørn og papbørn og
adoptivbørn, og der er romantikere, som leder efter den eneste ene. Der er landmænd, som primært er drømmende
naturromantikere, og der er landmænd, som primært er forretningsmænd. Der er dem, som finder inspiration og identitet i
rollespil, i hip hop, i kultfilm, i symfonier, i porno, i tv-serier, i computerspil eller på internettet, og der er dem, som
læser Dan Brown, J.K. Rowling eller Tolkien med større entusiasme, end andre læser religiøse helligskrifter, politiske
ideologier, subtil filosofi eller malerisk poesi.

Vi er ikke en stamme – men måske mange »stammer«, hvis vi endelig skal bruge dette anakronistiske begreb – og vi har ikke
alle den samme tro, de samme håb, de samme værdier eller de samme skikke.

Men Dansk Folkepartis ensidige, eksklusive og arbitrære »danskhed« står i kontrast til al denne farverige og brogede
mangfoldighed, som nu engang udgør det *konkrete* Danmark. Dansk Folkepartis fiktive stamme er den skinbarlige abstraktion,
som kun kan bruges til at generalisere og gennemtvinge yderligere ensretning i stedet for humanistisk rummelighed.

Fællesskabet behøver naturligvis heller ikke at være i fare, blot fordi vi er forskellige mennesker med hver vore præferencer
og håb og motiver. Vi er nu engang fælles om at bo i Danmark, og vi har fælles love, der er under stadig diskussion og
udvikling, ligesom vi har rettigheder, der er under stadig diskussion og udvikling (for tiden desværre mest afvikling). I al
sin kedsommelige banalitet er det *de* rammer, vi opererer inden for, borgere såvel som politikere. Vi *behøver* ikke også
alle sammen abonnere på Dansk Folkepartis snævre danskhed for at få det til at fungere.

Mange prøver på hver deres måde at påvirke disse, fælles rammer i den retning, de hver især finder bedst – og her er det
selvfølgelig ikke mere odiøst eller suspekt, at der er muslimer som gerne ser rammerne påvirket i en mere islamisk retning,
ligesom der er kristne, som gerne ser dem påvirket i mere kristen retning. Eller ligesom der f.eks. er liberalister, der
argumenterer for et liberalistisk Danmark, og humanister, der argumenterer for et humanistisk Danmark.

Kultur er ikke nogen statisk størrelse, selv om nationalisterne gerne fremstiller det sådan – kulturhistorien bevæger sig,
nogle gange langsomt, nogle gange i ryk. Sådan har det selvfølgelig også været i Danmark de foregående årtusinder, og sådan
går det såmænd nok også i indeværende årtusinde.

Vi lever rigtig nok i en brydningstid og slipper ikke for gnidninger, både af kulturel og politisk karakter – det *er* en ny,
historisk situation, at landets befolkningssammensætning i løbet af få generationer ændrer karakter, og det kan ikke undgå at
føre til misforståelser, skepsis og bekymring. Men så lad os dog forsøge at *afværge* at misforståelser bliver til
vrangforestillinger og bekymring til uforsonlighed i stedet for det modsatte.

Dér, hvor kulturelt betingede traditioner falder uden for loven i Danmark, skal de naturligvis retsforfølges, ligesom al
anden kriminel adfærd retsforfølges – men derfor behøver vi ikke overreagere i proportionsforvrængende hysteri og postulere
pigeomskæringer, hvor der ingen er. Eller med slet skjulte propagandaformål for øje at insistere på, at et arrangeret
ægteskab nødvendigvis er et tvangsægteskab, eller at en muslimsk kvinde med et tørklæde nødvendigvis er »undertrykt« eller
»uniformeret«.

Generaliseringer og ringeagt af trængte minoritetsgrupper har kun den effekt, at det forøger misforståelser og fordomme i
majoritetsbefolkningen, mens flere og flere minoritetsgrupper trænges yderligere op i en krog og vender samfundet ryggen. Og
hvor flere vender samfundet ryggen, opstår endnu flere problemer – gnidninger bliver til sammenstød, der så atter fører til
nye og værre generaliseringer, som marginaliserer endnu flere og fører til endnu flere sammenstød.

Opretholdelsen af denne negative cirkelbevægelse profiterer kun Dansk Folkeparti af – og det må stå klart for enhver, at de
gør alt for yderligere at *stimulere* den.

Respekt og håndtegn til runedrengen fra mavepusterne.