mandag, april 03, 2006

nej tak..

Pressemeddelelse fra Foreningen for Etnisk Ligestilling:
Mange gode grunde til at sige nej tak til Demokratiske Muslimer i Danmark


Hvis alle de, der ikke mødte frem til foreningen Demokratiske Muslimer i Danmarks generalforsamling i dag, blev væk grundet frygt for repressalier fra det muslimske bagland, så har demokratiet i Danmark tabt et stort slag. MEN blev de væk, fordi den seneste tids uro i foreningen har vist, at demokratiet ikke har det for godt i foreningen, så har demokratiet netop sejret.



Desværre blev kun førstnævnte mulighed nævnt i radioavisen d.d. Vinklen var udelukkende, at foreningen frygtede, at folk ville blive væk pga. frygt – altså en frygt for, at folk frygter.



Grunden til, at mange af Danmarks demokratiske muslimer generelt bliver væk fra den stiftende generalforsamling, kan også være, at de dels føler sig provokeret af at skulle skrive under på, at de er demokratiske muslimer – fordi det slet ikke burde være nødvendigt. Og dels ikke ser noget modsætningsfyldt i at have et religiøst udgangspunkt for at leve som demokratisk borger i det danske samfund, hvor de også selv nyder demokratiets goder



Vi tror, som andre støtter af demokratiet også at demokratiet sejrer! Og vi tror ydermere, at demokratiet kunne sejre langt hurtigere og mere gnidningsløst, såfremt de samme støtter af demokratiet bakkede ALLE danske demokratiske muslimer op – og ikke kun dem, der vil melde sig ind i en forening, som der kan være mange gode grunde til ikke at ville være medlem af. Demokratiske muslimer har der længe været mange af, og heldigvis er der fortsat mange af dem – også uden for foreningen Demokratiske Muslimer i Danmark.



Etniske minoriteter lider i dag i et stort omfang under altid at skulle stå til regnskab for deres religion – det være sig både muslimske og ikke-muslimske etniske mindretal. Etniske danskere derimod skal ikke offentligt tage stilling til religiøse spørgsmål eller skrive under på, at de er demokrater for at blive betragtet og accepteret som gode danske demokrater. Det ville være fremmende for det danske demokrati, hvis det også fremover kunne komme til at gælde muslimske medborgere.



”Det er ikke rart, når folk modtager trusler og bliver udsat for ubehagligheder. Men det må aldrig fjerne fokus fra diskussionen om etnisk ligestilling – heller ikke inden for de demokratiske processer. Det bør IKKE være en betingelse, at muslimer skal bevise deres demokratiske sindelag ved at melde sig ind i én specifik forening! Foreningen for Etnisk Ligestilling opfordrer til at bruge dialog som redskab med alle på trods af meningsforskellighed,” siger formand for Foreningen for Etnisk Ligestilling Uzma Ahmed Andresen.


For yderligere information kontakt Uzma Ahmed Andresen på telefon 5176 5917 eller e-mail kontakt@etniskligestilling.dk