tirsdag, november 01, 2005

derfor giver det mening..

..at stemme på minoritetspartiet til kommunalvalget. Jeg overlader ordet til næstenformand Rune, der forklarer hvad Minoritetspartiet vil gøre ved problemerne i Rosenhøj ved århus.

FÆDREGRUPPEN SOM KONFLIKTLØSER I ROSENHØJ

NUL-TOLERANCE er blot et fikst modeord fra populistiske politikere, der spekulerer i sloganagtige
avisoverskrifter – der kan bestemt være brug for at undersøge mulighederne for straks at fjerne de
værste ballademagere fra Rosenhøj, men der er først og fremmest behov for langsigtede løsninger, som
inddrager både danske og etniske familier i området. Minoritetspartiet vil arbejde for, at der
etableres en velfungerende FÆDREGRUPPE, som Århus tidligere har haft gode erfaringer med som
konfliktløser.

Minoritetspartiets spidskandidat til Århus byråd, Rune Engelbreth Larsen udtaler:

– Kombinationen af forældrenes manglende kendskab til det danske samfund og årelang social
marginalisering fører til voldsomheder som dem, vi har set i Rosenhøj. Platte politikere, der bærer
en stor del af medansvaret for at lade stå til eller forværre den sociale marginalisering, kan ikke
finde på andet end 'nultolerance' nu, fordi de ikke selv har afhjulpet problemerne for længst.

– Det kan blive nødvendigt at undersøge mulighederne for straks at fjerne de værste ballademagere og
kriminelle fra området, men der skal udarbejdes langsigtede løsninger, der kan give belastede
boligområder i kommunen et markant, kulturelt og socialt løft, herunder bør Fædregruppen hurtigst
muligt gendannes.

– Fædregruppen var gode konfliktløsere og særdeles velsete af beboere, skoler, politi, buschauffører
og brandvæsen i Århus, indtil politikerne pressede dem til at dreje nøglen om. Det er på tide,
initiativet genetableres under inddragelse af lokale familier i Rosenhøj.

– Vi må ad denne vej inddrage områdets store flertal af velfungerende indvandrere i en mere
omfattende og flerstrenget løsningsmodel. Rosenhøjs befolkningsgrupper har brug for at komme i
dialog og blive bekendt med hinandens synspunkter i stedet for at isolere sig i gensidig mistro og
fordomme. Fædregruppen kan være den første katalysator i den proces.

– Der er i dag intet som helst for unge mennesker at lave i et kvarter som Rosenhøj, og
koncentrationen af socialt marginaliserede familier er høj. Både mange af familierne med og uden
dansk baggrund er arbejdsløse eller præget af misbrugsproblemer – og de ressourcestærke familier har
enten forladt området eller overvejer at flytte.


link til andre mindre gennemtænkte løsningsforslag